en køretur

Har slidt på landevejen mellem bopælen og arbejdspladsen i snart 20 år.( Gisp *kanduligestavetiltyve*)
Flere bilmodeller og mærker har haft deres plads i indkørslen. Lige ind til nogen truede med klip, fordi et eller andet syn, ikke ville syne bilen længere! Efter forholdsvis få ture har bilerne altid været mere eller mindre selvkørende, OK - Ladaen - den skulle lige have lidt shoker( og hvordan staves det lige), men så var den der! Det sværeste at lære alle bilmodellerne, var når der blev etableret endnu en ny rundkørsel.
Eller når man lige pludselig ikke længere måtte parkere, der hvor ens nummerplade næsten var skrevet på asfalten.
Men ud over den evindelige landevej, så har der også været fast selskab af udfordringer til sanseapparatet oppe i næsehulen.
Klokken 07.25 er der ikke noget der er ret meget bedre end at køre ind i fanen fra de høje skorstene på fabrikken med de mange pommesfritter.............. vel?
Men - måske er det fedtafgiften, eller så er det klimaforandringer, for i går var det første gang i lang lang lang tid, at sanseapparatet kunne berette, at KIA RIO drønede ind i fanen af pommesfritte- os, selvom det var bælgmørkt og radioen spillede "Søren Banjomus".
Måske laver de slet ikke så mange pommes mere (= fedtafgigt) eller så blæser der ikke en så wældig wind ude fra west mere (=Klimaforandring)

Well the answer is blowing in the wind

And I just hit the road, Jack!